Bog: Chat - leg, identitet, socialitet og læring
Bogen sætter fokus på chat, som er en ny aktivitet i børns kultur. Chat er hurtigt blevet populær hos mange børn. I takt med chattens voksende popularitet hos børn, "har den været meget omdiskuteret blandt flere voksne. Det gælder specielt blandt forældre, pædagoger, lærere og bibliotekarer, altså voksne der møder chattende børn. Mange af diskussionerne har haft til hensigt både at finde ud af, hvad dette nye fænomen er og at udvikle en holdning til dette"(fra Indledning).

Bogen er et resultat af flere forskeres arbejde med fænomenet chat. De har undersøgt, hvordan chat indgår i børnenes kultur og hverdagsliv, hvordan børnene bruger chat, hvad de bruger chat til og hvorfor de bruger chat.

Bogen samler en række artikler om chat, "hvor der i de forskellige artikler anlægges forskellige perspektiver på chat i den hensigt at udfolde og forstå chat som et børnekulturelt fænomen og som en ny kommunikationsform"(fra Indledning).

I bogens første artikel ses chat som en ressource i børns identitetsdannelse. Artiklen 'Sociale relationer og kommunikation' ser på det sociale fællesskab der genereres i forbindelse med chat, og belyser det ud fra empiriske eksempler. I bogens tredje artikel 'Chat - at snakke på skrift' anlægges et sprogligt perspektiv på børns chatskriverier. Grundsynspunktet i artiklen er, at chat kræver en højtudviklet kommunikativ kompetence hos deltagerne. Artiklen 'De fiktive vendinger' ser chat som dialoger mellem flere genrer, hvor den enkelte genre nedbrydes og forskellige genrer overlapper hinaden. Artiklen retter blikket mod de mange resurser i børnenes chat, som fx kan udvikles i danskundervisningen i skolen.

Artiklen 'Virtuelle fællesskaber og læremiljøer' beskriver med udgangspunkt i et konkret eksempel fra spillet 'EverQuest' hvordan spillerne kommunikerer, og forsøger herudfra at svare på, hvorfor det lykkes at udvikle et virtuelt samarbejde. Artiklen 'Den globale dialog' anlægger et globalt perspektiv på chatkulturen og ser bl.a. på, hvordan den virtuelle dialog er forbundet med fremmedsproglige og kulturelle kompetencer. I sidste artikel tages de problemer op, som er forbundet med forskning i chat. Med udgangspunkt i antropologisk feltarbejde diskuteres deltagerobservation og interview som anvendelige og tilstrækkelige metoder i forbindelse med udforskning af chat. Desuden bringes forskningsetiske problemstillinger frem, som rejser sig i forbindelse med bl.a. børns brugernavne og chatproduktioner.

Henvender sig til forældre, lærere, pædagoger og studerende samt forskere inden for medier, børn og unge.
"Det er vores håb med denne bog, at den nye viden, der her formidles, kan være med til at udvikle et nyt syn på børns chat og - som flere af forfatterne slår til lyd for - at bruge chat konstruktivt i børnenes læreprocesser i skolen."

Bogen er den tredje i en serie publikationer i forbindelse med forskningsprojektet 'Børns brug af interaktive medier - i et fremtidsperspektiv'. Undersøgelsen omfatter de 7 til 15-årige børns anvendelse af interaktive medier i deres hverdagsliv. I undersøgelsen indgår forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Roskilde Universitetscenter. Undersøgelsen er af kvalitativ karakter, hvor forskningsmetoderne hovedsageligt er baseret på observation og dybdeinterviews.

Uddrag af indhold
Chat - identitet, krop og kultur. Sociale relationer og kommunikation. Chat - at snakke på skrift. De fiktive vendinger - en indkredsning af fiktion, chat og læreprocesser. Virtuelle fællesskaber og læremiljøer - chat i online-spil som eksempel på virtuel kultur. Den globale dialog - selvkonstruktion og sproglig interaktion i internationale chat rooms. På feltarbejde i chatkulturen.

Forfattere
Birgitte Holm Sørensen; Lone Audon, Ib Poulsen, Susanne V. Knudsen, Carsten Jessen, Bente Meyer, Birgitte R. Olesen.

Udgiver
Gads Forlag


Siderne er optimeret til Internet Explorer og ses bedst i opløsning 1024x768